Georg Breuer - stor vin fra Rheingau

Vingården Georg Breuer er siden legendariske Bernhard Breuers død i 2004 blevet drevet af Bernhard Breuers datter Theresa, som ukueligt har videreført sin fars visioner og ført vingården til endnu højere niveau. Over de seneste 15 år har Theresa Breuer aftappet en række legendariske vine, som er berømte for deres evne til at lagre exceptionelt godt. Senest vandt Theresa Breuer's Schlossberg i april 2019 en horisontal 2009 smagning foran hele paraden af tyske stjerner inkl. Keller's G-Max som blev nr. 2 (Breuer's Nonnenberg blev #3 og fuldendte triumfen).

Vingårdens storhedstid blev grundlagt af Bernhard Breuer. Denne sande ildsjæl inspirerede op gennem 1980erne og 1990erne til fornyet fokus på tørre vine og terroir. Hans vine var de første tørre vine i nyere tid, som vakte opsigt rundt omkring i verden, og utrættelig viste Bernhard Breuer dem frem i ind- og udland. Desværre døde Bernhard Breuer i 2004 bare 57 år gammel. Hans betydning for tysk vins succes og status i dag kan ikke overvurderes. Læs mere >>


Det feterede Rheingau-område

Rheingau er Tysklands mest fejrede og berømte vinområde. På de få kilometer, hvor Rhinen løber fra øst mod vest, ligger de stejle, perfekt sydvendte vinmarker, som har skabt så mange store Rieslinge i de sidste århundreder. På trods af de tilsyneladende ideelle betingelser for at skabe store vine, har de sidste mange år dog ikke bidraget videre til områdets omdømme. Mange producenter har nemlig lænet sig tilbage, lavet middelmådige vine og levet højt på det enestående ry, som tidligere generationer har bygget op. I de seneste år er der dog også i Rheingau begyndt at ske noget nyt i en kvalitetsrevolution, som blev ført an af Bernhard Breuer.

Breuer's marker i Rüdesheim og Rauenthal

Breuer er i dag Rheingau's lysende superstjerne og en af de tre førende adresser i hele Tyskland indenfor tør Riesling. Vingården besidder 34 ha med fantastiske parceller omkring Rüdesheim i det allervestligste Rheingau og Rauenthal 5 km længere mod øst. De bedste marker er:

Berg Rottland: En af de mest berømte Rheingaumarker, beliggende ved floden lige vest for Rüdesheim. Denne tidligt modnende mark giver ekstremt kraftfulde Rieslinge fra en jordbund af kvartsit og grå skifer.
Berg Roseneck: Beliggende ligger lidt højere over Rhinen helt ude på Rüdesheimer Berg. Den stejle og bedste del af marken har en undergrund af kvarsit og giver meget frugtige og koncentrerede vine.
Berg Schlossberg: Denne ekstremt stejle mark ligger helt mod vest ved floden nedenfor slotsruinen og har op til 55-60° hældning. Undergrunden i denne meget, meget varme mark er kvartsit og rødlig skifer, som giver meget krydrede og let identificerbare vine.
Nonnenberg (Rauenthal): Den bedste mark i Rauenthal er monopoleje for Breuer. Vinmarken har fået navn fra de nonner fra det nærliggende Kloster, som boede i et hus på toppen af marken. I dag har vinmarken mere end 50 år gamle stokke, som vokser i phyllitskifer og grus og giver en raffineret, elegant og intens stor-Riesling.
TilbudNyhedUdgået

ATOMWINE ApS Storhaven 7 7100 Vejle Tlf. 23311410 email: info@atomwine.dk kundeservice: kundeservice@atomwine.dk CVR: 37 70 14 24 Copyright ATOMWINE 2003-2024