Philippe Zinck Alsace

Domaine Zinck i Eguisheim er grundlagt i 1964, og i dag står 3. generation Philippe Zinck ved roret på de 14 hektar, som dyrkes økologisk og biodynamisk (certificeret i 2021). Philippe har klare visioner for sine vine: Klassiske, mineralske og glasklare Alsacevine, der udtrykker deres terroirs.

Zinck vinificerer alle de klassiske druesorter Riesling, Pinot Gris, Pinot Blanc, Muscat, Pinot Noir og Gewürztraminer og har samtidig fremragende besiddelser. Mere end 90 parceller omkring Eguisheim inkl. parceller i Pfersigberg, Eichberg og Goldert Grand Cru'erne giverne ham alle muligheder for at sammensætte sine vine perfekt. Læs mere >>


Fra ”Portrait” til Grand Cru

Zinck præsenterer Alsace gennem tre serier. Hans ”Portrait”-vine handler om at repræsentere druesorterne og deres udtryk i Eguisheim. Med ”Lieu-Dit”-serien fremhæves enkeltparceller og i toppen står tre af Alsaces store Grands Cru'er: Pfersigberg på mergel-kalk, Eichberg på ler-kalk og Goldert på ler-kalk og sandsten.

Økologi, biodynamik og 100% håndarbejde

Respekt for naturen er en af husets kerneværdier — og det begynder i marken. Hele domainet dyrkes økologisk og biodynamisk og blev certificeret i 2021. Druerne plukkes udelukkende i hånden, og de stejleste grand cru-marker passes med hest. Tanken er enkel: Sund jord og dybe rødder giver terroir-tro smag. I kælderen fortsætter det nænsomme håndværk med en fin balance mellem tradition og moderne præcision: Portrait og Crémant vinificeres på ståltank, mens Lieu-Dit og Grand Cru modnes i store egefade fra de lokale Vogeser-skove.

Klassiske Alsacevine

Zinck's vinserie dækker næsten alle Alsace's udtryk — frugtdreven, tør Riesling (endda med alder på Grand Cru-niveau), fyldig og let røget Pinot Gris, eksotisk og krydret Gewurztraminer, frugtig Pinot Blanc, sprød Muscat og silkeblød, frisk Pinot Noir — samt elegant Crémant d'Alsace. Vinene er generelt righoldige, fokuserede og med flot frugt, og de er klassiske repræsentanter for Alsace.
TilbudNyhedUdgået

ATOMWINE ApS・Storhaven 7・7100 Vejle・Tlf: 23311410・email: info@atomwine.dk・kundeservice: kundeservice@atomwine.dk・CVR: 37701424・Copyright ATOMWINE 2003-2026