Tørre tysk Enkeltmarks-Riesling & Grosses Gewächs

Vi er fascinerede af Rieslingens univers og tør Riesling har været en stor del af vores tyske sortiment, hvor vingårde som Keller, BattenfeldSpanier, Diel, Kühling-Gillot, Schäfer-Fröhlich, Breuer og Heymann-Löwenstein alle er blevet superstjerner, siden vi begyndte at arbejde sammen med dem - flere helt tilbage til 2002.

Tør Riesling er en relativ ny disciplin på topniveau i Tyskland, men med de nu velkendte Grosse Gewächs (GG) vine er det blevet kongedisciplinen for Riesling-druen. GG-vinene har endda i dag overhalet både Østrigs og Alsace's hvidvine og har opnået en status, som indenfor tør hvidvin kun overgås af hvid Bourgogne - men selv mange af Bourgogne's topvinbønder er store fans af de tørre tyske Rieslinge. Læs mere >>


Afgørende faktorer for kvaliteten af tør Riesling

Der er mange aspekter, der spiller ind i kvaliteten af GG-vinene. Vinmarken, årgangen, vinbonden, vinifikationen og restsødmen ved aftapning er de fem væsentligste.

Der aftappes i dag mange hundrede GG vine, og de stammer fra Mosel i nord til Baden i syd. De bedste områder er Nahe, Rheingau og Rheinhessen samt dele af Pfalz i de rigtige årgange. Ved Mosel er det kun specialister, der kan lykkes, og i andre områder er der for langt mellem de ekstraordinære vine, selvom Franken ikke er uden potentiale. Jordbunde som skifer, kalksten, sandsten, vulkansk klippe, grus etc. er alle at finde i de klassificerede marker, og det er derfor næsten utopisk at tænke på disse vine som en homogen gruppe. Pga. de store afstande kan årgange også lykkes fantastisk i et område og kikse totalt i andre. Modsat Bourgogne er det derfor modigt at betragte og omtale en årgangs kvalitet i hele Tyskland under et.

Vinbonden eller kældermesteren træffer afgørende valg. Høsttidspunktet varierer ofte mere end en måned – endda i samme region – afhængigt af filosofi og mod til risiko. Ligeså er valget af vinmarksarbejde, presseteknik, lagring og cuvéetering afgørende beslutninger for vinen. Det er vores erfaring gennem årene, at de bedste vine kommer fra ejendomme, hvor det er ejeren, der laver vinen. Med få undtagelser ham, der laver vinen på de bedste tyske ejendomme, også ejer.

Riesling GG-vinene og årgange

Vores årlige smagninger af ny årgange giver altid det samme resultat: Der er masser af vellavet, velsmagende GG-vin på solidt niveau, men der er meget få store vine og endnu færre virkelige stjernevine. De sidstnævnte kommer ofte fra den samme voksende gruppe på 20-30 vingårde, som er besat af kvalitet.

I de tidlige år var 2001, 2002 og 2004 kølige år, som har vist sig at være ekstraordinært gode til tørre GG-Riesling. Der findes mange prægtige eksempler på top-GG fra disse årgange, og vinene har den friskhed, præcision og mineralske dimension, der karakteriserer store vine. 2003 og 2005 gav ofte opulente vine med højere alkohol og mindre præcision. I toppen af begge årgange findes aldeles superbe vinen, men i bredden er årgangene ikke just åbenbaringer. 2006 var meget svær med meget råd i vinmarkerne, og kun de bedste vine er værd at kigge efter.

2007 var den første årgang, hvor der fra starten var højt niveau i bredere omfang. Desværre blev mange vine aftappet med ganske høj restsødme tæt på den tilladte grænse, og hvad værre er, ser mange i dag slappe og trætte ud. I toppen er kvaliteten dog stadig flot. Stik modsat ser det ud i 2008, hvor den høje syre var en udfordring, som ikke var set i 2000-tallet indtil da. De bedste vine fra 2008 overstråler klart 2007, men rigtig mange andre vine er problematisk grove i deres tekstur og struktur.

I 2009 starter en ny fase. Mange har lært lektien i de foregående år, og fra 2009 ser vinene generelt bedre ud. Mange vine begyndte her at blive tappet tørrere, og det klæder vinene med alder. Den høje syre i årgange som 2010 og 2013 bliver spændende at følge, den store harmoni i 2009 og 2011 også. Hvilke årgange, der generelt udvikler sig bedst er åbent. 2012 har for mig det bedste fra alle verdener, og mange vine er strålende. En personlig yndlingårgang pt. De seneste år, 2014-18, er stadig meget unge, men giver store løfter.

Hvad betyder GG for kvaliteten?

Hvor om alting er, så er GG-etiketten ingen garanti for stor vin. Massen af de mange hundrede vine er af flot kvalitet, men jagten på de store vine skal gøres på ganske få adresser. De vine som virkelig fortjener opmærksomhed, og hvor lagring også giver rigtig mening kommer fra 30-40 adresser, og ganske ofte er de såkaldte ”Ortsweine” = Kommunevine fra disse vingårde bedre end GG-vinene fra resten.

Den tørre Riesling GG er nået langt, og bundniveauet er ganske solidt. Men lagringspotentialet og kvaliteten efter 10 år i flasken er tvivlsomt for hovedparten af vinene baseret på, hvordan årgange som f.eks 2007 og 2008 opfører sig i dag. I toppen er historien en anden - men kun på de allerbedste adresser og for de allerbedste vines vedkommende.

Vi prøver hvert år at udvælge GG-vine fra den øverste hylde. Vinene fra Keller, BattenfeldSpanier, Kühling-Gillot, Schäfer-Fröhlich, Diel, Breuer, Heymann-Löwenstein og Julian Haart og i de senere år også von Winning har indtil nu vist sig at udvikle sig flot i flasken. Npgle er på toppen af 10 år, hvilket lige nu er et godt pejlemærke. Kun de allerbedste vine, syrerige og spændstige vine holder længere. Nutidig årgange har muligvis endnu større lagringspotentiale grundet de erfaringer vinbønderne har gjort. Vi følger med.
TilbudNyhedUdgået

ATOMWINE ApS Storhaven 7 7100 Vejle Tlf. 23311410 email: info@atomwine.dk kundeservice: kundeservice@atomwine.dk CVR: 37 70 14 24 Copyright ATOMWINE 2003-2022