
Siden ATOMWINE blev grundlagt har principperne bag udvælgelsen af vinene til sortimentet været simple: Vi ønsker at have de bedste vine fra de regioner, vi sætter fokus på. Hvert år smager vi så mange vine som muligt fra disse områder for at sikre, at de vine, vi udvælger, ikke findes bedre. Dette arbejde er nøglen til vores sortiment og basis for vores valg af vine.
Samtidig er det væsentligt for os, at vore vine laves af vinbønder, der har visioner og ikke ønsker at gå på kompromis med kvaliteten. Hovedparten af de producenter, vi arbejder sammen med, er ildsjæle, der flytter grænser i de områder, hvor de laver vin, og som er besatte af tanken om kvalitet. Dette afspejler sig i valget af kældertekniske metoder og filosofien for arbejdet i vinmarkerne. Vi forsøger at udvælge førende vine, der har karakter og tydelige træk fra den region, hvor de stammer fra. Ofte vil dette være forbundet med naturligt, organisk eller biodynamisk drift af vinmarkerne samt minimalistisk, naturligt arbejde i vinkælderen. Det er vores klare opfattelse, at sådanne filosofier giver de bedste vine, når de er i hænderne på visionære enere. "A Tom Wine" er derfor ikke et standardprodukt eller en massevare, men en vin, der har karakter, som er skabt af en visionær ildsjæl, og som ofte er produceret i et meget begrænset antal.
I dette katalog fortæller vi historien bag vingårdene og de vine, vi har udvalgt. Vi har gengivet vores egne smagenotater, oftest baseret på talrige smagninger af vinene, og søger deri at gengive vinenes karakter samt give tips til, hvordan man får den største nydelse af vinene.
Konceptet for ATOMWINE er baseret på direkte import fra producenterne og direkte salg til kunder over hele Danmark. Vores målsætning er at holde priser, der tåler sammenligning med udlandets - på trods af højere danske afgifter, højere moms og højere skattetryk. Derfor er alle led, der kan fordyre vinen, uønskede - bortset fra ét: Vi gør alt for at sikre en korrekt opbevaring af vinene fra de forlader vingården til de ankommer hos dig, så de flasker, du modtager, ikke har taget skade af uhensigtsmæssig opbevaring eller transport, men derimod er fuldstændig perfekte. Useriøst arbejde på dette punkt gør, at alt for mange vine ødelægges.
Køb af vinene sker gennem hjemmesiden www.atomwine.dk, over email, telefon eller pr fax. Vinene tilbydes til faste enkeltflaskepriser. Vi ønsker på ingen måde at lokke med specielle priser ved køb af større mængder. Vores faste, lave pris gælder derfor allerede ved køb af én flaske. Vores forsikrede forsendelse sker fra dag til dag med PostDanmark. Dette sikrer, at vinene ikke lider overlast, og at de kommer så hurtigt som muligt frem fra vores tempererede lager til din kælder. Samtidig har du ingen problemer med at skulle vente hjemme på en fragtmand. Er du ikke hjemme, kan du hente vinene på posthuset.
Hold øje med vores hjemmeside www.atomwine.dk for yderligere nyheder og tiltag, og husk at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Nogle vine findes i så små mængder, at de kun tilbydes til modtagere af nyhedsbrevene!
Venlig hilsen
Tom L. Pedersen