
Denne vingårds ry som en af de bedste i verden blev skabt af den perlerække af vine, der blev produceret under den forhenværende Kellermeister Hans-Günther Schwarz. De var eksotiske, parfumerede og kraftfyldte, men samtidig filigrane. Kulminationen var hans afskedskollektion 2001, som overgik alle forventninger, men samtidig markerede afslutningen på en æra. Schwarz forlod vingården og gik på pension, og den unge Martin Franzen blev hentet som afløser. Overgangen var ikke glidende. I 2002 var Franzen nødt til at dele sin tid mellem Müller-Catoir og sin tidligere arbejdsplads, og resultatet var ikke ideelt. Med 2003 årgangen viste Franzen så, hvorfor det netop var ham, der var valgt som kældermester. I et år, der var præget af tørke og ekstreme temperaturer, lavede han vine, der var blandt årgangens bedste. Årgangen efter - i 2004 - slog han i endnu højere grad sit navn fast. I denne mere klassiske årgang var de frugtige vine af allerhøjeste kvalitet, og samtidig var de ny terroir-vine fra små parceller i Bürgergarten (Aspen, Gehren og Breumel) nu i stand til at danse med de største tørre vine i Tyskland. Denne tendens fortsætter i 2005, hvor alle vine, både tørre, frugtige og ædelsøde, er af højeste klasse. To kraftige haglbyger sent i 2006 ødelagde høsten for vingården, men i 2007 har man en fremragende årgang.
Afgørende for vinenes kvalitet, og det, der om noget er Müller-Catoir's hemmelighed, er det penible arbejde, der gøres i vinmarkerne året rundt. Kendskabet til alle små parcellers hemmeligheder udnyttes til at identificere det rette druemateriale til alle vine og vintyper. Derved opstår vine, der er meget koncentrerede og righoldige, har et frækt krydderi og er intenst mineralske. Ydermere er Franzens vine mindre åbenlyse og opulente end Schwarz´ stil. De minder stadig om dem, men det er især den senere aftapning, der giver et lidt anderledes præg og en lidt mere rank form. Vinene begynder først for alvor at vise deres klasse et helt år efter høsten, men kvaliteten er eventyrlig og med de ny tørre vine har Franzen åbnet en helt ny spændende bog. Den ny generation på Müller-Catoir er nu fast etableret, og deres værk bliver spændende at følge i de kommende år. Müller-Catoir er tilbage i kongestolen!
Efter en træls 2006 årgang hvor hagl ødelagde meget af høsten, har vejrguderne betalt tilbage i 2007 og 2008. 2007 gav perfekte betingelser for alle vingårdens vine og 2008 bød på formidable vine i toppen af det tørre og søde spektrum.
På det seneste er sortimentet desuden blevet strammet op og indeholder nu disse grupperinger:
Basis: Basisvine til alle dage - Der er en supersaftig MC Riesling i 2007 og 2008.!
Klassiker: Etiketten viser druesort og by samt prädikat (Kabinett) for de frugtige vines vedkommende, mens vinmarkens navn udelades. "2007 Riesling Haardt" ville f.eks. efter tidligere navngivning have heddet "2007 Riesling Kabinett trocken Haardter Bürgergarten", og "2007 Riesling Kabinett Mussbach" ville før have heddet "2007 Riesling Kabinett Mussbacher Eselshaut". Dejligt med denne fornyelse!
Terroir: Vine fra store terroirs bærer druesorten og enkeltmarkens navn på etiketten. Frugtige vine viser også prädikatet (spätlese).
Kult: De søde vines etiketter viser druesort, prädikat og enkeltmark.
»Det skriver pressen